Hvad er et aktivitetscenter?

Aktivitetscentrene er et kommunalt tilbud til ældre over 65 år, der ønsker hjælp til at vedligeholde fysisk og mental sundhed samt indgå i meningsfulde fællesskaber.

Københavns Kommune har 21 aktivitetscentre spredt geografisk over byen. Du finder derfor også et aktivitetscenter i din lokale bydel. På et aktivitetscenter får du mulighed for at deltage i træning og sociale aktiviteter i trygge omgivelser og med uddannet personale.

Du kan blive medlem af et aktivitetscenter ved enten selv at tage kontakt eller ved at blive visiteret. Hvis du henvender dig direkte til et aktivitetscenter, så vil du og medarbejderne sammen tage stilling til, om tilbuddet er noget for dig.

Du betaler et fast månedligt kontingent for at være medlem, og så kan du deltage i de aktiviteter, du vil. Som medlem er du med til at bestemme, hvilke aktiviteter der skal være på aktivitetscentret.

Derudover er det også muligt at købe mad på de fleste aktivitetscentre og indtage måltidet i hyggelige rammer og i selskab med andre.

Du kan blive tilbudt kørsel, hvis du ikke selv kan transportere dig. Tal med aktivitetscentret om muligheder for transport.

Aktivitetscentrene tilbyder:

  • Træning og motion
  • Udflugter
  • Korsang
  • Foredrag
  • Undervisning i brug af computer og mobiltelefon
  • Og meget andet.

Seniorklubber

Er du ikke visiteret, men vil du lave aktiviteter og være med i fællesskabet med andre seniorer? Så kig på Københavns Kommunes seniorklubber.